Honorarpolitik
Tydelige sagsforløb – og gennemskuelig afregning
Hos Flink, Halling-Overgaard & Partnere ønsker vi åbenhed, ikke kun vedrørende vores sagsbehandling, men også når det gælder honorarpolitik. Klare målsætninger og et klart omrids af sagens præmisser kan ofte hindre misforståelser om opgavens omfang, - også den økonomiske side af sagen.
Vi fastlægger ved opgavens start de retningslinier, som sagen vil blive afregnet efter; som oftest med udgangspunkt i et estimat over det antal timer, der må forventes at medgå til opgavens løsning samt oplysning om den relevante timetakst. Er det aftalt, at sagen afregnes i henhold til medgået tid, vil vi orientere klienten, hvis arbejdet ikke kan holdes indenfor det estimerede tidsforbrug.
Klienten kan til enhver til enhver tid anmode os om at afslutte vor bistand i sagen eller stille denne i bero. Sagen vil da blive afregnet ud fra det hidtil anvendte tidsforbrug.
Vores honorarpolitik er selvsagt underlagt reglerne i retsplejelovens paragraf 126 stk. 2, hvorefter advokaten ikke må kræve et højere vederlag, end hvad der kan anses for rimeligt.
Sagsvurdering
Vi vil hellere få ret – end at give dig ret. Det betyder, at klienten vil få en tydelig og troværdig tilbagemelding på de målsætninger og ønsker, klienten har med sagen. Vi vil vurdere sagen i overensstemmelse med det, vi mener er realistisk, givtigt, rigtigt og sandsynligt.
Det er essentielt ved det første møde at få klarhed omkring præmisserne. Vi ridser sagens betingelser op, så tydeligt det lader sig gøre: Hvilke mål vi har med sagen? Hvilke særlige udfordringer byder sagen? Hvad gør sagen særligt gunstig – eller vanskelig? Hvad er de juridiske konsekvenser af situationen lige nu?
Hvilke essentielle spørgsmål skal vi have svar på - allerede ved sagens start? Perspektivering er vigtig, fordi vi dermed har større chance for at få et forløb, hvor udfordringer og valg bliver overskuelige at forholde sig til.